Nyheder 2011

25. september 2011

Et kæmpestort TILLYKKE til vores dejlige gamle Rico, som fylder 11 år i dag.

Trods gigtproblemer er humøret højt hos den gamle herre. og han har nydt en helt fantastisk sensommerdag med solskin fra en skyfri himmel og 22 graders varme 😀
Det må bestemt være fordi Rico har fødselsdag, at vejret har vist sig fra sin allerbedste side - vi har ellers haft regn - regn, regn og regn de sidste mange uger....

Rico har nydt dagen sammen med de andre hunde - og med masser af hunde-guffer, klap, kram og kæl fra sin menneskefamilie. Her sidst på eftermiddagen er der fødselsdagslagkage, som dog ikke rækker langt, når alle hunde skal have "en bid af kagen"

21. september 2011

I går fik vi herligt uventet besøg fra Norge.
Kari var i Danmark for at få parret lille frøken excelent (Diva) med en dejlig tibbehan fra kennel Sommerlyst. 
Kari var rejst til Danmark sammen med Anne-Karine fra kennel Great Stardust som er medejer af Diva - og vi var så heldige, at de 3 lagde vejen her forbi den ene af dagene, de var i landet.

Det var super-hyggeligt. Vi fik (som altid) snakket en masse om hunde. Allermest selvfølgelig om landseer - hvor den kommende tid bliver rigtig spændende hos Kari... Vi glæder os rigtig meget til en potentiel tur nordpå 🙃 
Men også de små tibber blev drøftet - og vores lille "landseer-tibbe" (som Kari kaldte vores nye sort-hvide basse) nød at have besøg af en arts-fælle. Så stakkels Diva blev helt træt....
Vi måtte naturligvis også en tur ud til alle de andre dyr på Farmen - vi håber, at Karis og Anne-Karines tøj ikke blev alt for snasket af nærkontakten med Kalle Kamel

Tak til Kari og Anne-Karine for en rigtig hyggelig dag - det var super dejligt, at I gav Jer tid til at lægge vejen her forbi. Vi glæder os til at ses igen......🤩
  
Jeg nåede desværre ikke at få taget nogen billeder, så her er lige et arkivfoto fra sidste gang den (forhåbentlig) vordende tibbe-mor var nede og besøge os...

10. september 2011

Vi har haft en stille og overvejende fredelig sommer på hundefronten. De fleste af vores hunde har efterhånden nået pensionsalderen - og nyder mest at hygge sig herhjemme på matriklen - uden alt for megen uro omkring sig.

Det gælder naturligvis ikke vores altid aktive og legesyge Pandora, som har lidt svært ved at forstå, at hendes gamle far og de andre gamle hunde (Nanna, Sascha, Frida og Celine) ikke gider "tonse" rundt med hende konstant.
Pandora vil gerne med, hvor der sker noget - og hun har deltaget i alle de hesteskuer og -kåringer, som vi har været med til i år. Hun nyder al den opmærksomhed, hun får og eeeelsker at være med familien, selvom det kan være lidt svært at forstå, at hun ikke skal med på møstringsbanen sammen med ponyerne og hendes menneskemor...... Så sidder hun ved sidelinien og hyler som en ulv 🙃 - til stor morskab for dommere og de øvrige deltagere og tilskuere....

Vores dejlige Rico har desværre fået gigt på sine gamle dage - og når man vejer ca. 80 kilo, kan det være noget af et projekt, at styre de gamle ben. Vores uundværlige dyrlæge har heldigvis ordineret noget medicin, som hjælper Rico rigtig godt - og vi håber, han klarer skærene en tid endnu, selvom vi alle frygter for den kommende vinter. 😥

Pandora har fået sig en lille charmerende legekammerat - dog i en lidt anden størrelse, end hende selv.
Hele familien faldt totalt for en lille tibetansk spaniel i samme farvekombination som en landseer - også så meget, at  alle gode intentioner om ikke at få flere små hunde, så længe Frida stadig lever, blev fejet af bordet - og vi købte lille charmerende Theodor hos Kennel Holm-Hansen i Nordjylland.

Lille Theodor flyttede ind for en uge siden - og han trives nu rigtig godt med alle vores andre hunde. Det var noget af et chok for den bette fyr - at møde en "magen til" ham selv men i GIANT-STØRRELSE, så da han så Pandora første gang skreg han panisk.
Den panik har dog lagt sig ganske hurtigt - og når den ellers kontinuerligt silende regn har et lille ophold, ja så drøner de to rundt på græsplænen og leger med hinanden - der er ca. 50 kilos forskel på dem, men det betyder tilsyneladende ikke noget.
Pandora elsker den lille fyr - det er så fedt, at der er kommet lidt liv i huset...... mens man venter på en landseer-legekammerat.

Theodor får sin egen side her på vores landseer-website om kort tid.... Nok er man ikke en landseer, men farven passer jo helt perfekt....🤩


Theodor & Pandora holder en lille pause i legen (flere billeder i Panda´s galleri)

1. maj 2011

Vi har også fået en rigtig dejlig nyhed fra Kari....
Pandoras søster Icikarma´s Panda Prima - "Pepsi" blev i går
NORSK UDSTILLINGSCHAMPION.
Super FLOT og GODT GÅET - Vi kipper med flaget for det flotte resultat og far Rico her i Danmark er MEGET STOLT af sin smukke datter.
Et KÆMPE TILLYKKE til Heidi & Arnstein, kennel Caspario, som ejer Pepsi - til Kari fra kennel Icikarma, som har opdrættet Pepsi - og så selvfølgelig en masse knus og kram til smukke Pepsi fra far og søster.
 
Smukke Pepsi

1. maj 2011

Vi har haft en meget stille periode her i huset. Pandora var så uheldig i et af sine utallige krumspring at lande lidt forkert på den ene forpote - og begyndte straks at halte. Vi fik hende hurtigt til behandling - og efterfølgende røntgenundersøgelse, og HELDIGVIS var der kun tale om en kraftig forstuvning af et ledbånd. Men, det har jo betydet at den store energiske bandit IKKE har måttet tonse rundt, som hun plejer. Al luftning er foregået i snor I 5 UGER - det har været en rigtig hård tid for Pandora..... 
Heldigvis er hun nu atter rengående - og har ikke ondt mere. Undervejs fandt Pandora dog selv en alternativ motionsform: "At cykle i luften" 🙃

17. marts 2011

I går var det Escardas tur til at få et nyt kuld landseerhvalpe. Det blev 5 små dejlige basser - stort TILLYKKE til Karin fra kennel Avalon.

1. marts 2011

Vi har fået rigtig gode nyheder fra Tyskland, hvor 2 af Escarda & Rico´s sønner klarer sig rigtig godt på udstilling.
Begge er nu avlsgodkendt - og vi er rigtig stolte, både vi 2-benede, men også gamle far Rico....

Jeg vil opdatere med billeder og links til deres hjemmesider, så snart tiden rækker til det.efølgr lige et par billeder af de to flotte herrer....

Også deres søster Gedina von Avalon, som bor hos Karin, klarer sig rigtig godt på udstillingerne.


Grand-Paul von Avalon

Goliath Bootsmann von Avalon

20. februar 2011

I dag er Icikarma´s Panda Pandora blevet halv-storesøster. Mor, Evita har født et kuld på 6 små dejlige landseerhvalpe. Et stort TILLYKKE til Kari - og mange våde hundekys fra Pandora til mor og søskende....🤩

1. februar 2011

Så blev det Pandora´s tur til at fejre fødselsdag. Vores dejlige turbo-Pandora fylder 2 år i dag.
Et kæmpestort TILLYKKE til vores charmerende energibundt...
Humøret er altid højt - Pandora elsker at spæne rundt på alle vores mange tønder land - og ja, ind imellem tror jeg alle vores "gamle" vovser synes, at der er lidt for meget energi i damen. Det varer dog kun til hun atter er indendøre - så slappes der af......🙃

Dagen idag blev fejret med, at der først blev drønet rundt i have og på marker, mens Peter tog sig af de store dyr. Derefter var der eftermiddagsboller og fødsesldagslagkage, da resten af familien atter vendte hjem. En herlig dag, synes Pandora - ja, og alle de øvrige hunde som jo også var inviteret på lagkage i dagens anledning.....

"Hmm, mon hele den kage er til mig ....?

29. januar 2011

Dejlige nyheder

5 af Evita og Rico´s  8 hvalpe nu testet fri for HD og AD. Vi er superstolte af de to forældre - og ønsker alle ejerne et stort tillykke med testresultaterne og tak til Kari for de gode nyheder.


25. januar 2011

Et STORT TILLYKKE til lille Nanna, som fylder 9 år i dag.
Nanna er frisk, glad og stadig rigtig legesyg. Hun og Pandora tumler gerne med hinanden, men Nanna synes nu nok, at unge Pandora har lidt for mange duracell-batterier....
Nanna 9 år gammel - i fuldt firspring

Fødselsdagshygge for Nanna