Opdat. 15. august 2022

Nyheder 2009

31. december 2009

Så nåede vi til årets allersidste dag......

I aften skal Pandora opleve nytårsaften for første gang, med alt hvad dertil hører af bulder og brag. Det er nu ikke fordi, nogen af vores hunde nogensinde har været utrygge ved denne aften. Vi bor jo langt ude på landet - og når vi lige efter midnat har skålet, går vi gerne en tur med alle hundene ned til de allerfjerneste marker. Herfra har vi overblik over fyrkværkeriet i alle de små landsbyer her omkring, så hele horisonten er oplyst af det farvestrålende show.
Men, det er jo heldigvis lidt på afstand, så larmen og lysshowet er til at holde ud, selv for de små og store 4-benede.

2009 var jo året, hvor Pandora holdt sit indtog her på "Farmen". Det er rigtig mærkeligt at tænke på, at hun først blev født 1. februar i år - og at hun først flyttede hertil i april. Hun hører jo bare til her - og ind imellem tænker vi, at hun har da bare været her altid. Hun er faldet så naturligt ind i livet her - og er højt elsket af os alle.
Pandora har et helt fantastisk mildt og cahrmerende sind - og så er det utrolig rørende at se det forhold, som hun og far Rico har til hinanden.

Rico trives fortsat - og er nærmest kvikket endnu mere op efter Pandora ankomst,  han er legesyg og med på næsten alt, hvad Pandora måtte finde på. Han elsker vores fælles udflugter - når bare han ikke lige bliver bedt om, at gå med i vandet...uff 😥
Ind imellem leger han broget bjørn - og ligger for sig selv og brummer veltilpas.🤩

2009 blev også året, hvor vi måtte sige farvel til Flicka. Det har været nogle triste dage, men i et tilbageblik fik hun jo en rigtig smuk og værdig død efter et langt godt liv. Så kan det næsten ikke være bedre trods alt......

Flicka´s 2 døtre Sascha & Nanna trives også. Sascha er efterhånden blevet 9 år gammel - og Nanna fylder 8 år om en måned. Det kan man dog bestemt ikke se på de 2 damer, som begge nyder livet her. Også de er begge meget glade for Pandora.

Og ja, så har alle vores landseer jo også deres øvrige gode hundevenner - mopserne og vores lille Jack Russel, Frida (som fyldte 13 år 2. juledag).

Vi glæder os til mange gode stunder med vores dejlige hunde også i det kommende år. Pandora skulle gerne debutere på udstilling - og hvem ved, hvad året ellers måtte bringe.

Vi har haft nogle rigtig hyggelige timer med andre landseerfolk her i 2009. Rico sørgede jo for nogle superdejlige dage sammen med først Kari fra kennel Icikarma - og senere Karin fra kennel Avalon.
Lidt landseersnak på udstilling er det også blevet til - og det er altid rigtig, rigtig hyggeligt at se Rico´s "gamle" kæreste Smilla og hendes familie samt følge Rico´s 2 store sønner. Og så har der jo også været mulighed for lidt mail-korrespondance (når vores elendige net-opkopling ellers har tilladt det) - vi hygger os rigtig meget med at følge Rico´s hvalpe på kennel Landzeroz og kennel Caspario.

Vi håber alle må få et rigtig godt nytår- og at der bliver mulighed for nye hyggelige landseerstunder sammen i det
kommende år.

23. december 2009

Et stort tak til teleselskabet, som lige er kørt herfra efter at have bøvlet rigtig længe her lillejuleaftensdag med at få os på nettet igen.

Vi har haft en lidt trist december....
Vores dejlige gamle Flicka døde torsdag 17. december - 8 dage før hun kunne være fyldt 13 år.

Flicka har de sidste par måneder skrantet lidt med bagparten, men med lidt glucosamin og kun små korte gåture sammen med Peter gik det ok.
Onsdag d. 16. fik hun det dog kortvarigt rigtig dårligt, men inden vi fik ringet til dyrlægen var hun rimelig frisk igen og nød de nybagte småkager med glade øjne og logrende hale. Aftalen var, at vi om torsdagen når jeg kom fra arbejde ville kontakte vores dyrlæge og få ham til at vurdere, om hun skulle have fred.

Men Flicka ville det anderledes. Torsdag morgen kl. 9.00 gøede hun meget bestemt, så Peter kunne forstå, at hun ville ud. Hun gik så først i den ene stald, derefter rundt til alle foldene, hvor vi har heste og sluttede af i den anden stald. Så gik hun tilbage mod huset, satte poten på vores indgangsdør, faldt om og døde i armene på Peter i løbet af ganske få minutter.
Vi tænker, hun lige skulle sige farvel til det hele....😥

Alle vores andre hunde var efterfølgende forbi og sige farvel til husets gamle matriark, som altid havde det sidste ord - uanset hvem af de andre som mente, at de ville bestemme.

Det har været nogle hårde dage - Flicka var vores allerførste landseer og selvom vi vidste, hvor det bar henad, er det nu alligevel altid hårdt. Men, hun har haft et rigtig langt og godt liv sammen med sine gode hunde- og menneskevenner her på "Farmen". Vi har haft rigtig mange dejlige stunder med gamle Flicka, som vi med glæde vil mindes fremover - så Flicka vil altid have en rigtig stor plads i vores hjerter.

25. september 2009

Stort TILLYKKE til vores elskede RICO
som fylder 9 år i dag.


Han er "still going strong" - elsker at være med "hvor det sker" og leger med stor fornøjelse med sin yndlingsdatter, Pandora - så man en gang imellem får en fornemmelse af, at han selv tror, at han stadig kun er 2 år gammel

"Kom så far, vi skal hjem til fødselsdagskage - HURTIGT" (Pandora)

20. september 2009

Uha, som tiden går - og hjemmesiden her bliver forsømt.😠

Pandora er forlængst fyldt 7 måneder. Hun er efterhånden en stor pige - men bliver aldrig for stor til en plads ved siden af sin "mors" seng, når der skal soves.
Hun er stadig utrolig legesyg og vi tilbringer mange timer med pinde, bolde og ture til vandet. Hendes elskede far, Rico, er fortsat den bedste i verden - de to følges ad i tykt og tyndt.

I dag har vi netop været på en lille badetur - vejret var helt fantastisk: 22 graders varme og sol fra en skyfri blå himmel her i midten af september. Det er da helt utroligt. Pandora eeelsker vand - og der skal bare leges med pinde, plaskes og svømmes. Et af hendes allerbedste tricks er, at komme hen til os to-benede i fuld fart, for derefter at ryste sig - naturligvis for at vi også kan få glæde af det dejlige vand ......
Rico er ikke helt så begejstret for vand - det har han nu aldrig været, men med lidt overtalelse og når hans dejlige datter lokker, kan han undtagelsesvis godt komme med ud en tur. Han er nu overbevist om, at missionen for Peter og ham helt klart går ud på, at blive på bredden, nyde solen og så have kaffen og tyggebenene klar, når Pandora og jeg kommer ind igen....🙂

Pandora har endnu ikke været på udstilling - jeg har ikke kunnet finde nogen, som var bare i nogenlunde køreafstand herfra - men vi satser på en udstillingsdebut her sidst på året.

2 af hendes søskende har derimod allerede klaret sig helt faktastisk på udstilling.
Icikarma´s Panda Prima (Pepsi) har været på udstilling d. 28. august og d. 5. september - og sikrede sig begge gange rigtig, rigtig flot karakteristik samt BIR hvalp. Hun er nu blevet BIR-hvalp 4 gange ialt....🤩
Icikarma´s Pampas Primo har også været på udstilling - d. 29. august - og med imponerende resultater. Han blev BIR hvalp og bedste KSS-hvalp. 😀

ET KÆMPESTORT TILLYKKE/GRATTIS til Pepsi´s og Primo´s ejere fra henhv. kennel Caspario (Norge) og kennel Landzeroz (Sverige) - samt til opdrætter Kari Paaske fra kennel Icikarma.
Godt gået alle sammen......🤩


Gamle far Rico ligger bare her i Danmark og nyder livet og er superstolt over sine dygtige børn.

15. juli 2009

Rico er blevet testet for 2 arvelige sygdomme, som kan ramme landseer-racen.
Det drejer sig om Trombopathia - CTP (blødersygdom) - se mere på flg. link:
www.vetmed.auburn.edu/index.pl/mary_k._boudreaux

samt om Cystenurie (en stofskiftesygdom, som ofte rammer nyrerne).

Testen for Trombopathia blev sendt til Alabama, USA, mens testen for Cystenurie skulle til Tyskland for at blive analyseret.

HURRA - HURRA  Rico er fri for begge sygdomme🤩

Det må også være rigtig rart at vide for dem som har købt hvalpe efter ham. Det var da også Karin Müller-Rostin, som aktuelt har et hvalpekuld efter Rico, der fik os til at få ham testet.

Pandora har længe gået rundt om alt vand, som om det var noget vældig træls noget. Når det var regnvejr, kiggede hun på os som for at sige "I kan ikke alvorligt mene, at jeg skal ud i det der.... !" - Men, hendes skepsis overfor vand er nu helt væk !
En af de varme sommeraftener havde Peter sat sprinkleren op for at redde vores tørstende rhododendron. Kasper, Peter og jeg var inde for at se de sene nyheder, hvorefter Kasper ville gå ind på sit værelse. Da han nåede entreen lød det "Hvad fanden sker der her" - efterfulgt af en meget hjertelig latter. Peter gik straks derud, hvorefter de begge prøvede at blokere døren, så jeg ikke kunne følge efter.  Alt i entreen var kulravende SORT, gulvet nærmest sejlede i mudder og på væggene var der sorte spor efter haledask.
Rico, Flicka og vores feriehund Boss lå uden at røre et hår, nærmest med poterne for øjenene - som for at sige "Det er IKKE os...". Pandora stod glad logrende i midten af det hele og forsøgte med stor entusiasme, at få alle med på den sjove nye leg - ja, at det var Pandora kunne man godt blive i tvivl om, også hun var kulravendesort over det hele. Pandora havde fundet sprinkleren - og efter et godt langt brusebad havde hun rullet sig i en plet bar jord for derefter at skynde sig ind i huset, for at få de andre med - den tur havde hun vist gentaget RIGTIG MANGE GANGE......

Vi blev derfor enige om, at det nu måtte være tiden, hvor hun kom rigtig i vandet. Så da Mettes niecer kom på sommerferie drog vi en tur til badesøen - og det var en stor succes. Pandora er stadig lidt usikker, når hun ikke har fast grund under poterne, men så længe hun kan bunde, er vand nok det bedste i verden....! Det er ikke sidste gang, vi tager derud

"Jubiii - vand....."

"Okay, Okay - så prøver jeg, hvis I absolut mener, jeg skal svømme" (Pandora)

12. juli 2009

Pandora er nu fyldt 5 måneder. Hun bringer rigtig meget glæde og morskab ind i vores hverdag - og så er hun en helt fantastisk nem hvalp. Hun er med os, hvor vi går og står, på ture, familiebesøg, når vi kører med hopper til hingst, til middag på udendørs restauranter o.m.a. Uanset hvor vi har hende med, tager hun alting med totalt ophøjet ro, leger lidt, kigger alting an - og lægger sig så ved sin mors eller fars side og tager en ordentlig "skraber".

Pandora er på god fod med alle vores andre hunde (og dyr iøvrigt), men lille Nadja og farmand Rico er de absolutte yndlinge.

Siden jeg opdaterede siden sidst har Pandoras søster i Norge været til hvalpeshow. Hun klarede sig rigtig godt og fik nogle superflotte beskrivelser med sig hjem og blev BIR hvalp. Stort TILLYKKE til Pepsi (Icikarma´s Panda Prima) og hendes ejere Heidi & Arnstein.

Pandora til surprice-fødselsdag hos Maja. Det er fedt at lege med bold med fødselsdagsbarnet.....

"Ska´ vi ikke bare lege lidt mer´ ? - en tennisbold kan også godt bruges....!" (Pandora)

20. juni 2009

En tur til Vesterhavet er simpelthen lykken. Pandora og Nadja var fuldstændig vilde med sandet, vandet og hinanden - Peter og jeg kunne blot stå og skraldgrine over de to - men se selv de herlige billeder (der er flere under Pandora 4 måneder- )

19. juni 2009

Pandora og Nadja var med nede og aflevere russ-hoppen Dorina ved hingst, samt hente vores lille shetlænder Kassandra - som havde været ved hingst sammen med sit lille føl Katja.

Det er så nemt, at have de to hunde med på tur. Nadja og Pandora elsker hinanden - og der er fuld fart på, når vi har stop undervejs og går en tur i en hundeskov eller hvor vi ellers kan finde en grøn plet. Så snart vi så sætter os i bilen igen, lægger begge sig til at sove - Nadja HØJT snorkende og Pandora så stille, at man helt kan glemme, at hun er med i bilen.

I dag fandt vi en hundeskov på vejen - og der blev tid til lidt leg.

5. juni 2009

I dag fik Pandora besøg af store Hector - Efter lige at have set ham lidt an et par minutter, var Pandora helt tryg, og de to havde et par travle og hyggelige timer sammen.
Det havde vi to-benede også, snakken går altid lystigt når vi er sammen med Inge og Henrik. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag.

7. juni 2009

Peter og jeg tog i dag en tur til Lemvig Dyrskue - og lille Pandora skulle naturligvis med, så hun kunne få en ny oplevelse.
En dyrskueplads med masser af mennesker, musik, blafrende flag, store maskiner, højtalere o.m.a. kan nok være en stor mundfuld for en lille 4-måneders hvalp. Pandora synes da også, at hun måtte gø vældigt af den første golden retriver, hun mødte på pladsen - men resten af tiden hyggede hun sig, og opførte sig, som om hun da havde været på sådan et dyrskue mange gange før. Hun charmerede som altid - så det tog sin tid at komme rundt på pladsen - og specielt der, hvor der var smagsprøver, var det rigtig svært for lille Pandora at få næsen i de rette folder og lade sig lokke videre på pladsen.


🤩

1. juni 2009

Pandora fylder 4 måneder i dag.....😀🙂 

Hun er en helt fantastisk harmonisk lille hvalp. Hun elsker at være med på tur, men tager altid det hele stille og roligt. Hjemme er der helt anderledes "gang i den" - specielt, når yndlingslegekammeraten, Nadja er i nærheden.

31. maj 2009

Karin har nu sendt os det første billede af de små hvalpe.
Hvalpene er 1 uge gamle på billedet - de trives alle, som de skal og Escada klarer opgaven som mor, på bedste vis.

En stor dejlig flok - de er bare så fine.

25. maj 2009

Efter at have forsøgt forgæves i nogle dage, lykkedes det i dag Peter at træffe Karin pr. telefon. Det viste sig, at Escada faktisk har fået 12 hvalpe, men én han overlevede ikke.

Der er nu 11 dejlige hvalpe (6 hanner & 5 tæver), som trives rigtig godt og tager på i vægt, som de skal. Herligt

Både mor og børn har det rigtig godt.
Escada er omsorgsfuld og kærlig - og passer foreløbig sine små uden hjælp.

Farmand Rico går rundt her på "Farmen" og er rigtig godt tilpas, men det er jo heller ikke ham, som har noget bøvl af pasningen.... 🙃

Lille Pandora har været hos dyrlægen i dag og fået sin anden vaccination incl. vacc. mod rabies. Hun tog som altid det hele med stoisk ro - løb glad hen til vores dyrlæge og der kom end ikke det mindste piv fra hende, da hun blev stukket.
I venteværelset nød hun alle de andre ventende dyreejeres fulde opmærksomhed - hun har fortsat en helt egen charme, som det er rigtig svært for nogen at modstå.
Helt lille er hun nu ikke længere - vægten viste 22,9 kg i dag.....🤩

21. maj 2009

Rico er blevet far igen....... 😀

Vi har fået SMS fra Karin i Tyskland, som fortæller, at Escada har fået 11 dejlige landseerhvalpe.......... Jubiii
Der er 7 hanner og 4 tæver.

STORT TILLYKKE
med kuldet til Karin - og masser af kærlige klap til Escada.
Vi glæder os til at høre/se mere.....

17. maj 2009

Vi har lige set på kennel Icikarma' s hjemmeside, at Amorina & Antero er blevet forældre til et kuld landseerhvalpe, 3 hanner og 5 tæver.

STORT TILLYKKE
til Pandora's opdrætter Kari - og masser af klap og de bedste hils'ner til de to stolte forældre herfra.


Vi glæder os til at se billeder og følge kuldet under opvæksten.

9. maj 2009

Peter har snakket i telefon med Karin og....... Jubiii, der er helt sikkert små hvalpe på vej efter Escada og Rico. Escadas mave vokser, så nu er det bare at vente og krydse fingre for, at alt går som det skal.

Escada, da hun besøgte Rico her i Danmark

2. maj 2009

Pandora og hendes hjerteveninde Nadja var i dag med til Herning Games, et stort atletikstævne, hvor Kasper skulle med i et par discipliner.

Pandora charmerede som altid, alle hun mødte - og begge hunde fik en masse opmærksomhed, klap og kram. Selv stævnetes officials mådte forlade deres plads for en stund, for at hilse på Pandora.

Skuddene fra startpistolen var meget farlig i starten, men til sidst reagerede Pandora slet ikke på det mere.

Det var en rigtig dejlig eftermiddag, som sluttede med at Kasper fik sølv i 100 m løb og guld i længdespring....😀

30. april 2009

Pandora og jeg tog en tur til fjorden idag, mens Kasper var til atletiktræning. Pandora synes, det var rigtig spændende med alt det vand - men havde trods alt ikke lyst til, at gå ud i det.
Hun er utrolig nem, at have med på tur. Lægger sig til at sove i bilen, så snart vi kører - og er straks med på en tur, når døren åbnes og hun får lov til at komme ud.

27. april 2009

Pandora har i dag været hos dyrlægen for at få sin første vaccination. Det tog hun i fin stil - synes det var spændende at undersøge hele konsultationen, og havde slet ikke tid til at komme med hjem.
Hun fik også første rabiesvaccination, så hun på sigt kan komme med på ture udenfor Danmark.
Pandora var også en tur på vægten under besøget hos dyrlægen: 16,2 kg.

Vel hjemme igen skulle der leges med Nadja. Nadja og far, Rico er Pandoras absolutte favoritter i hundeflokken - Nadja er legekammeraten og Rico er Pandora bare fuldstændig forgabt i. 🙂

"Hej far, skal vi lege....? "

26. april 2009

Pandora bliver 12 uger gammel i dag. Hun trives rigtig godt og nyder samværet med alle de andre hunde, vores 2 katte og ikke mindst med os mennesker.
Hun er en utrolig charmerende og livsglad hvalp, som er helt sikker på, at alle elsker hende - og det har hun jo sådan set også fuldstændig ret i.

Hun har efterhånden vænnet sig til alle vores dyre - også de mere eksotiske og mærkelige af slagsen, selvom det første møde med Kalle Kamel var en lidt rystende oplevelse.
SÅ STORE "hunde" havde lille Pandora aldrig før set i sit liv. Men den første forskrækkelse har lagt sig og nu får Kalle bare et lille vov med på vejen, når han stikker hovedet ud over hegnet.

"Hjælp, jeg har lige set en STOR kamel...."

9. april 2009

Vores landseere har fået deres egen hjemmeside..... 😀

Efter at have måttet dele side med alle vores andre mærkelige dyr, var det med Pandora' s ankomst helt nødvendigt, at vores landseer fik deres helt egen side. Her er bedre plads til beskrivelse af hver enkelt landseer, plads til mange flere billeder o.s.v.

Se vores øvrige "menageri" med heste, alpaka, skildpadder, kamel m.m. på www.kongsgaard-russ-avl.dk.


8. april 2009

Panda Pandora er flyttet ind....... 🤩

I går morges satte vi kursen mod Hritshals, hvor turen gik med Superspeed til Larvik, for at hente lille Pandora.

I Color Lines terminal i Larvik mødtes vi med Kari - og fik overdraget den mest dyrebare last, som skulle med færgen tilbage til Danmark kun en time efter. Det var dejligt at træffe Kari igen, selvom der var alt for kort tid til at opfriske de sidste nyheder på hundefronten. Og Pandora sad nyvasket, lidt betuttet men aldeles smuk og dejlig i Karis bil og ventede på sin nye familie.

Pandora måtte ikke komme med ombord på færgen af den ordinære vej for gående passagerer..... Så vi gik ombord side om side med alle de store lastbiler på nederste bildæk. Ikke helt fedt for en lille hvalp på 9 uger, men Pandora puttede bare hovedet ekstra tæt ind til sin nye mor og stak en lille kold hundenæse helt ind mod min hals..... Så gik det såmænd ok.
Sejlturen gik over al forventning. Vi "boede" i færgens kennelrum under overfarten, Pandora sov, vågnede for at sikre sig, at vi var sammen med hende - og sov så igen. Og da vi skulle fra borde havde Peters overtalelsesevner sikret os, at vi ikke skulle vandre rundt mellem de store lastbiler i den mørke aften i Hirtshals - Vi gik fra borde sammen med de øvrige gående passagerer......... 
😀😘

Bilturen hjem gik også rigtig godt - det var voldsomt regnvejr en stor del af turen, men det bekymrede ikke Pandora, så længe hun bare kunne ligge på skødet af Peter.

Hjemme på "Farmen" blev Pandora mødt af en flok glade mopser, som hun ganske kort fik hilst på, før det var tid til lidt nattesøvn.
Den allerførste nat i et helt nyt land, hos en helt ny familie uden sin mor, sine søskende og sin "gamle" madmor kan godt være lidt svær, så der blev pevet lidt i starten. Men med en plads ved siden af sengen og en hånd som kunne nusse én gik det alligevel - og Pandora faldt hurtigt i søvn, pev højlydt kl. 5.30 hvor hun skulle ud og tisse - og faldt derefter atter i søvn.
Vi var vist alle lidt trætte efter den lange rejsedag......

22. marts 2009

Escada og Rico var glade for hinanden fra første færd, men det tog nogle dage før parringen var en realitet. Escada blev parret d. 20 & 21 marts -  så nu er der kun at krydse fingre og håbe på positive meldinger fra Karin.

Vi havde nogle rigtig hyggelige dage sammen med Karin med en masse hunde- og fåre-snak og vi fik rigtig genopfrisket vores tysk- og engelskfærdigheder.....😀

18. marts 2009

Nye Rico-hvalpe på vej ????

Karin & Escada fra Tyskland ankom sidst på aftenen efter en laaaang køretur. Karin har kennel von Avalon i Tyskland og har bl.a. opdrættet Rico´s far. Escada er en dejlig ung landseertæve, som vi så håbede på ville forelske sig i Rico og omvendt.